Gå til hovedindhold

Ansvarlighed

Bæredygtighedsrapportering 2024

I forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet for 2024 udgiver Jeudan sin første kombinerede årsrapport og bæredygtighedsrapportering.

Blomster i den nyindrettede gård i Amaliegade, København K

Den 1. januar 2024 trådte et nyt EU-direktiv i kraft for en lang række europæiske virksomheder: CSRD ‒ Corporate Sustainability Reporting Directive. Derfor skal alle børsnoterede selskaber med +500 ansatte i år, udover den normale finansielle årsrapport, også rapportere på bæredygtighed efter helt nye og omfattende regler.

På længere sigt vil det være med til at sikre endnu større gennemsigtighed i virksomhedernes praksis og tilgang til ansvarlighed, og det kommer bl.a. til at betyde, at ikkefinansielle regnskabsoplysninger, som f.eks. C02-aftryk, vil få samme status og validitet som de finansielle regnskabsoplysninger. Det er noget, der forpligter.

Fra 2020 til 2023 udgav Jeudan særskilte ansvarlighedsrapporter. Disse rapporter er nu konverteret til bæredygtighedsrapporteringer, hvori resultaterne af Jeudans indsatser løbende vil blive rapporteret.

Årets rapportering indgår som en del af Årsrapport 2024, som kan hentes her.

Væg fra renovering på Bredgade 33-35

Om Jeudan

Jeudans Program Ansvarlighed

Som en del af Jeudans forretningsstrategi er der udviklet et Program Ansvarlighed med en række forskellige indsatsområder. Programmet rummer initiativer, der vil reducere udledninger, medvirke til at skabe mere lige sociale forhold, styrke medarbejdernes kompetencer, øge genanvendelsesgraden af Koncernens affald og meget mere. Drivkraften bag de mange indsatser er et stort ønske om at være en ansvarlig virksomhed med ansvarlige relationer.

Highlights fra Jeudans Program Ansvarlighed

I forbindelse med overgangen til den nye rapporteringsform ser Jeudan tilbage på nogle af resultaterne fra de forgangne års arbejde.

97 % elbiler ud af den samlede bilflåde
Siden 2020 har Jeudan løbende konverteret sin bilflåde til el. I en periode, hvor der er kommet flere medarbejdere til, er det meget positivt, at det er lykkedes at reducere antallet af køretøjer, og få markant flere elladcykler på gaderne, samtidig med at den samlede bilflåde af person- og varebiler er konverteret fra 24 % el (2020) til 97 % el ultimo 2024.

En af Jeudans elvarebiler på vej ud af porten i Amaliegade

På vej mod 25 % elladestandere
I 2025 afsluttes en større renovering af Jeudans p-hus i Dronningens Tværgade. Når p-huset igen står klar, vil Jeudan kunne tilbyde elladestandere på 25,5 % af parkeringspladserne på tværs af Jeudans fem p-huse.

12 % af medarbejderne er unge under uddannelse
I 2020 blev der sat et mål om at nå 10 % unge under uddannelse inden udgangen af 2025. Siden da har antallet kontinuerligt ligget over 12 %, og ultimo 2024 var andelen 12,8 %.

Håndværker arbejder på facaden på Kompagnistræde 20
Håndværker arbejder på detaljerne på Jeudans ejendome

Flere kvinder i håndværksfagene

I Jeudan bidrager mangfoldighed til nytænkning og forretningsudvikling, og der er siden 2020 blevet arbejdet aktivt for at tiltrække flere kvinder til håndværksfagene. Takket være interne arbejdsgrupper og et fast samarbejde med Boss Ladies har indsatsen båret frugt. I 2024 begyndte også optaget af bygningssnedkerlærlinge ‒ en retning, der forventes at være særligt interessant for unge kvinder, der gerne vil have en karriere i branchen.

Biodiversitet i byen
I 2024 indgik Jeudan, sammen med 18 andre af byens største grundejere, en partnerskabsaftale med Københavns Kommune om at skabe ny biodiversitet i byen.

Mere økologi og mindre madspild
Siden midten af 2024 har Jeudans medarbejdere dagligt kunne tage overskudsmad med hjem fra frokostbuffeten for 20 DKK. Det har resulteret i glade medarbejdere og ca. 1 ton god mad, som ikke er gået til spilde. Jeudans bistro har en sølvmærkning i økologi og har de seneste år ligget på 70-75% økologi.

Mad fra Jeudans bistro i Bredgade 30

Fast leverandørliste og medarbejdertræning
I dag screenes alle virksomheder af Jeudan Indkøb, før de kan godkendes som leverandører. Der må kun handles med leverandører fra den officielle Leverandørliste, og alle i Jeudan trænes i brugen af listen ved årlige kurser og e-learning.

Adfærdskodeks Code of Conduct for leverandører
Alle leverandører skal tilslutte sig Jeudans adfærdskodeks, hvor de bl.a. forpligter sig til at overholde alle gældende love og regler, og stå til ansvar for at evt. underleverandører gør det samme. Adfærdskodekset vedrører bl.a. løn- og arbejdsforhold, sundhed, sikkerhed, diskrimination, børnearbejde, bestikkelse og arbejdsmiljø.

Jeudan arbejder stødt videre med Program Ansvarlighed, og der kan læses meget mere om resultaterne på en række af Koncernens 2025-mål i Bæredygtighedsrapporteringen, som indgår i Jeudans Årsrapport 2024.

Dør omgivet af planter hos LIF på Lersøe Park Alle

Ansvarlighed

Rapporter om ansvarlighed og bæredygtighed

Fra 2020 til 2023 udgav Jeudan særskilte ansvarlighedsrapporter. Fra 2024 og frem er disse rapporter konverteret til bæredygtighedsrapporteringer efter EU’s CSRD-direktiv. Dyk ned i de forskellige rapporter her, og bliv klogere på, hvordan Jeudan arbejder med ESG.