Der var engang, hvor Bornholm havde hjemme i hjertet af København. Nærmere bestemt i Havnegade 27. ”Dampskibsselskabet paa Bornholm af 1866”, som drev sejladsen mellem Rønne og København, havde i mange år til huse her i ejendommen. Og færgen lagde til ved kajen foran bygningen.
En gade ved havnen
Bygningerne i Havnegade 21-27 er opført i forskellige tidsperioder og dermed også i forskellige stilarter. Det er noget ganske særligt.
En gade ved havnen
Den dominerende bebyggelse langs Københavns havnearealer er pakhuse opført med gavlene mod havneløbet. Kun enkelte steder i byen er karrébebyggelser opført med direkte kontakt til havneløbet. Det er for eksempel tilfældet med bebyggelsen her i Havnegade.
Københavns samspil med vandet er gennem hele byens historie blevet præget af havnens og søfartens behov. Kajen ved Havnegade var tiltænkt dampskibe, der endnu blev betragtet som mere moderne og lidt finere end sejlskibe. De fik derfor fornemme pladser. Havnegade blev anløbssted for skibe i rutefart til både Malmø og Bornholm.
Netop fordi der ikke var egentlige pakhuse eller større oplagringsmuligheder i Havnegade, blev der i 1880 anlagt et jernbanespor med forbindelse hele vejen hen til Christians Brygge, Bernstorffsgade og Københavns Hovedbanegård. Jernbanesporet blev primært brugt af De Forenede Papirfabrikker, der havde lager i Havnegade, men det blev også brugt til transport af landbrugsvarer til England. Efter at DFDS i 1900 havde solgt D/S Øresund, flyttede også Øresundstrafikken til Havnegade. Nu hvor både ruten til Bornholm og trafikken på Øresund udgik fra Havnegade, blev kajerne hovedsageligt brugt til passagertrafik. Man valgte derfor i 1934 at sløjfe jernbanesporene.
Det oprindelige Havnegade 27 blev opført i 1868-70 med ”Dampskibsselskabet på Bornholm af 1866” bosiddende i stueetagen. ”Dampskibsselskabet paa Bornholm af 1866” blev – som navnet antyder – stiftet i 1866. Det navn holdt ved helt frem til 1973, hvor staten overtog driften af ruten under navnet “Bornholmstrafikken”. Selskabet er efterfølgende blevet en del af Danske Færger A/S, som siden da er blevet opkøbt af Molslinjen.
Det nye Havnegade 27
Bygningen fra 1870 blev revet ned i 1932, og det nuværende Havnegade 27 blev opført umiddelbart efter. Bygherren til denne 4-etagers kontorbygning var Statsanstalten for Livsforsikring.
Statsanstalten for Livsforsikring blev oprettet af staten under navnet Livsforsikrings- og Forsørgelseskassen af 1871. Forsikringsanstalten afløste to ældre statslige livforsikringsanstalter, der var oprettet i 1842. Statsanstalten for Livsforsikring blev senere privatiseret og solgt til den daværende forsikringskoncern Baltica. Jeudan ejer endnu en ejendom, som har en tæt tilknytning til forsikringsselskabet Baltica, ejendommen Bredgade 40. Denne ejendom blev opført af Baltica i 1954-1958, som en udvidelse af deres hovedsæde i naboejendommen Bernstorffs Palæ.
Havnegade 27 var ikke den første bygning med Statsanstalten for Livsforsikring som hverken ejer eller bygherre. De havde i 1891 overtaget Havnegade 23 og i 1906 valgt de at rive Havnegade 25 ned og her få opført et byggeri i nationalromantisk stil. I 1933 udvidede Statsanstalten så yderligere med Havnegade 27. Denne gang en bygning i art-deco-stil tegnet af arkitekterne Arthur Wittmaack og Vilhelm Hvalsø. Arkitekterne Wittmaack og Hvalsøe har udført en lang række tidstypiske bygninger, som har sat sit præg på store dele af Københavns bebyggelse. Ved udformningen af Havnegade 27 var enkelthed og funktionalitet i højsædet.
Blandt denne karrés fire bygninger mod Havnegade, er det altså Havnegade 27, som lukker ballet. De fire bygninger Havnegade 21-27 blev bygget over en periode på 70 år – en periode hvor både samfundet, byen og arkitekturen udviklede sig markant. Bygningerne er opført i forskellige tidsperioder og dermed også i forskellige stilarter. Det er noget ganske særligt. Jeudan ejer hele ejendommen Havnegade 21-27 og i restaureringen af de fire bygninger, har der været fokus på både deres individuelle karakter og på deres historiske og arkitektoniske sammenhæng.
Vilhelm Hvalsøe. Kunstindeks Danmark og Weilbachs Kunstnerleksikon. Lokaliseret d. 23. maj 2022 på https://www.kulturarv.dk/kid/VisWeilbachRefresh.do?kunstnerId=7393&wsektion=alle
Østbornholmske Dampskibsselskab, grundlagt 1876, nedlagt 1978. Bornholmernes Historie. Lokaliseret d. 23. maj 2022 på http://www.bornholmerneshistorie.dk/oslashstbornholmske.html
København. Bornholmerfærgen. Lokaliseret d. 23. maj 2022 på http://www.netnoord.nl/bornholmerfaergen/da/?Forside
Marcussen, Jørgen. (2016, 31. januar). Dampskibsselskabet paa Bornholm af 1866. Maritim og historisk information. http://www.jmarcussen.dk/maritim/mart/lexref/rederier/bornholm.html
Aarup, Michael. (14.02.2016). I dag fejrer Færgen 150 år. TV2 Bornholm. https://www.tv2bornholm.dk/?newsID=97235
Bygbjerg, Andreas Excalibur. Restaurering med dobbelt bundlinje for øje. Elgaard Architecture: Fredede og bevaringsværdige ejendomme. Lokaliseret den 23. maj 2022 på https://elgaardarchitecture.com/wp-content/uploads/2021/12/licitationen-havnegadeartikel.pdf
Havnegade. Kend København. Lokaliseret d. 16. maj 2022 på http://www.hovedstadshistorie.dk/gammelholm-2/gammelholm/havnegade/
Havnegade: Byrum. Dansk Arkitektur Center. Lokaliseret d. 18. maj 2022 på https://dac.dk/viden/arkitektur/havnegade/
Hegelund, Anders. & Hegelund, Lars. (1986). Gammelholm fornyes. SBS; Sanerings- og Byfornyelsesselskabet af 1970.
Haugsted, Ida. (2004). Nye Tider: Historicisme i København. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.
Hjetting, Jesper. (2009, 2. februar). Statsanstalten for Livsforsikring. I: Den Store Danske. https://denstoredanske.lex.dk/Statsanstalten_for_Livsforsikring
Toft Jensen, H. & Kjærsgaard, J. (1996). Byatlas Køebnahvn. Skov- og Naturstyreisen. kontoret for bybevaring.
Læs mere om Havnegades historiske ejendomme
Ejendomme
Hvilken historie skal du eller din virksomhed bygge videre på?
Find dit drømmekontor, butikslejemål eller nye hjem hos os. Udfyld dine søgekriterier og find dit næste lejemål. Vi sidder altid klar til at hjælpe dig, hvis du har brug for råd og vejledning til at finde dit næste lejemål.