Gå til hovedindhold

Ejendomshistorie

Farvergade 2-8

Ødelæggende bybrande, kongelige fabrikker og bordeldrift er nogle af ingredienserne til den kulørte fortælling om Farvergade og det omkringliggende område. Kom med en tur ned ad gaden med de toppede brosten, og bliv klogere på bydelens historie og nogle af dens ejendomme.

farvergade 2

Farvergade 2-8 består af to ejendomme, som begge ejes af Jeudan. Farvergade er en del af området Stræderne, som generelt er præget af bebyggelser fra tiden efter Københavns store brande i 1728 og 1795. Bevæger man sig rundt i området, sker der pludselig et skift i arkitekturen, når man når til Farvergade. Det skyldes at Farvergade blev saneret i starten af 1900-tallet, hvor gaden blev udvidet og nye ejendomme skød i vejret. To af de ejendomme, som kom til efter saneringen, er ejendommene Farvergade 2-4 og 6-8.

Kontrasternes gade

Begge ejendomme er opført omkring år 1907-1908 og er tegnet af den selvlærte arkitekt Rogert Møller. Om ejendommen Farvergade 6-8 samarbejdede Møller med sin svigersøn arkitekten Valdemar Dan, og de to har i fællesskab også tegnet ejendommen Farvergade 10-12. I Farvergade er andelen af ejendomme tegnet af de to altså forholdsvis stor, og derfor oplever man en tydelig sammenhæng mellem facadernes udtryk, når man bevæger sig ned langs gaden. Facaderne tegnet af Møller og Dan er generelt karakteriseret ved de buede vinduer, runde karnapper og trekantsgavle. Kontrasten mellem de to ejendommes facader opstår ved at facaden på ejendommen Farvergade 2-4 står i rød blank mur, mens ejendommen Farvergade 6-8 har en pudset og hvidmalet facade, som er udsmykket med forskellige blomstermotiver. De buede vinduer og runde karnapper skaber dog alligevel et slægtskab mellem de to facader.

En farverig gade - bogstaveligt talt

Ejendommene ligger i en lille gade, hvortil der knytter sig mange spændende historier. Kong Frederik den 2. fik i 1560 opført ”kongens vantfarveri” på det sted, hvor Vartov Hospital kom til at ligge fra 1666. Det var praktisk, at den kongelige farvegård skulle ligge her i netop dette område, eftersom der skulle bruges en del vand til produktionen, som kunne hentes fra datidens vandmølle ved Vandkunsten. Som man måske allerede har gættet, er det efter dette farveri, at Farvergade har fået sit navn.

Farvergade byliv omkring år 1900

Bordeller, alderdomshjem og værtshus

Udover at Farvergade sammen med nabogaderne har været centrum for byens bordeldrift, lå der i 1800-tallet også både alderdomshjem og byens skrappeste værtshus. Alderdomshjemmet, som også var en slags fattiggård, lå i den historiske bygning Vartov, og så nært som i nabohuset lå logihuset ”Holger Danske”. Holger Danske tilbød logi til overnattende gæster, men det var skænkestuen, som huset var kendt for. Så selvom Farvergade er kort, har livet i gaden budt på lidt af hvert.   

udlejningsejendom på store strandstræde i københavn k

Ejendomme

Hvilken historie skal du eller din virksomhed bygge videre på?

Find dit drømmekontor, butikslejemål eller nye hjem hos os. Udfyld dine søgekriterier og find dit næste lejemål. Vi sidder altid klar til at hjælpe dig, hvis du har brug for råd og vejledning til at finde dit næste lejemål.