Barbara er 49 år og ansat som elektrikerlærling i Jeudan. Hun har altid været glad for de fysiske fag, og inden hun startede i Jeudan for halvandet år siden, havde hun bl.a. arbejdet i et flyttefirma og tanket fly i Københavns Lufthavn. Hendes vej mod elektrikerfaget startede faktisk med en skilsmisse. Barbaras eksmand var elektriker, så da de flyttede hver til sit, kunne hun pludseligt se, at der var noget, hun skulle have lært. “Jeg kan så meget selv med at rive ned og hamre og bygge op, men el har jeg aldrig turdet røre ved, så det måtte jeg jo lære.”
Du kan godt komme i gang!
Da Barbara dykkede lidt mere ned i muligheden for at blive elektriker, var hun forbi skolen og snakke med en vejleder. Her fik hun at vide, at hun godt kunne komme i gang med at finde en læreplads, så allerede før hun var startet på skolen, lagde hun et opslag på LinkedIn om, at hun søgte en læreplads. Det opslag blev delt 4.700 gange, og inden for en uge havde hun tre lærepladser på hånden. Via nogle kontakter fik hun dog nys om, at Jeudan også havde voksenlærlinge og efter et rigtig godt besøg på en af byggepladserne, endte hun med en læreplads i Jeudan. Noget hun er rigtig glad for i dag.
Ingen forskelsbehandling, tak!
I det daglige synes Barbara ikke, at der er nogen forskel på, om man er voksen eller ung lærling. Alle bliver behandlet ens uanset alder og anciennitet. Hun synes også, at det er en god læreplads, hvor der er plads til alle, og hvor der er stor forståelse mellem lærling og mester. Hun har også kun mødt gode og respektfulde kollegaer og oplever ikke, at der er nogen udfordringer ved at være kvinde på byggepladserne. Hvis hun f.eks. skal i bad, har det været nemt bare at aftale, at hun kan være alene i skurvognen, så det er ikke noget, der giver problemer.
Jeg sagde allerede til mine mandlige kollegaer fra dag et, at de ikke skal tage hensyn til, at jeg er et andet køn. Jeg skal kunne lave det samme som dem, og jeg siger aldrig nej til noget, fordi jeg er et andet køn. Det kan godt være, at det er hårdt, men jeg gør det. Skal vi på stilladserne, så går vi på stilladserne, skal vi på høje stiger eller fræse, så gør vi det. Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at man selv går ind i det på den måde. Jeg skal ikke have nogen særbehandling.
I Jeudan-tøjet...
Når jeg tager Jeudan-tøjet på om morgenen, så glæder jeg mig til at tage på arbejde. Jeg er stolt af at tage det tøj på.
Intense skoleforløb
På skoleforløbene er der et højt tempo og virkelig meget ny information, der skal tages ind. Barbara har aldrig følt sig stærk bogligt, så hun har været lidt nervøs for prøverne, og om hun ville bestå. Heldigvis er hun blevet mødt af kollegaer, der har kunnet givet hende ro på: “Jeg fik at vide, at det er lige meget, hvilken karakter jeg får, bare jeg består. Og det er virkeligt rart at vide, at der er opbakning fra ens læreplads. Det tager lidt af nervøsiteten”.
Fællesskab på en opdelt arbejdsplads
Barbara har været god til at møde op til de sociale arrangementer, der har været i Jeudan, så hun kunne møde sine kollegaer og få en bedre fornemmelse af, hvordan Jeudan egentlig er. Hun fortæller, at det godt kan føles meget adskilt at stå ude på byggepladsen og ikke kende nogen af dem, der er på de andre byggepladser eller på kontoret i Bredgade, så hun har haft stor glæde af de sociale arrangementer.
Hun fortæller også, at det er sjovt at tage toget ind om morgenen og se alle de andre mænd og kvinder i det sorte Jeudan-arbejdstøj: “Så kan man lige se, at hov, der er også én, der arbejder samme sted som mig.”
Styr på udstyret fra dag et
Når hun møder andre på skoleopholdene, får hun tit at vide, at “I er så forkælede i Jeudan”, og det kan hun godt genkende. Hun har bl.a. fået alt det udstyr, hun skulle bruge for at komme godt i gang fra første arbejdsdag. Det er noget særligt i forhold til mange af de andre lærlinge.
Hun er også rigtig glad for de feedback-samtaler, der kører i Jeudan, så hun bl.a. kan få afklaret, om Jeudan er lige så glade for hende, som hun er for at være i Jeudan. Det har der dog ikke være nogen tvivl om hos Barbaras mester, så det er helt klart planen, at hun fortsætter i en fast stilling hos Jeudan, når hun er færdiguddannet.
Ansvarlighed
Vores grønne historier
Vi bidrager til den grønne udvikling i vores allesammens København. Undersøgelser viser, at de negative klima- og miljømæssige effekter ved at rive ned og opføre nyt af samme størrelse er 45-55 % større i CO2 -regnskabet, end hvis der er i stedet gennemføres en markant renovering af ejendommen.