Tilbage til rødderne
Som tømrer i Jeudan glæder Ulrik Roed sig over, at hans tidligere arbejde med gips, stål, aluminium er skiftet ud med gamle bjælkekonstruktioner, trægulve og smukke udsmykningskrummelurer.
”Jeg gik i lære som tømrer, fordi jeg godt kunne lide at arbejde med træ, men mange moderne bygninger har ikke meget med træ at gøre - eller med det traditionelle tømrerfag for den sags skyld. Hos Jeudan er der brug for gedigent tømrerarbejde, fordi firmaet ejer over 200 ejendomme i København, hvoraf næsten alle er historiske og mange fredede. Det betyder, at mit arbejde primært består i at restaurere, og det synes jeg er super spændende,” fortæller Ulrik Roed.
Han har arbejdet som tømrer i cirka 20 år, heraf knap fire i Jeudan og fremhæver en opgave, som var særligt interessant set med fagbriller. Det var da to 150 år gamle tårne på Søtorvet i København skulle renoveres.
”Tårnene blev løftet af taget med kran og sat ned i gården, hvor vi renoverede dem. Her fik vi lov til at pille ved de gode, gamle tømrerkonstruktioner – noget man jo ellers aldrig får mulighed for,” fortæller Ulrik Roed og tilføjer:
”Jeg må sige, at jeg har en vis respekt for, hvad det håndværk, som de udførte for flere hundrede år siden. Særligt taget i betragtning af hvilke hjælpemidler, de havde – eller rettere manglen på samme. De konstruktioner og flotte samlinger, som blev udført dengang, eksisterer ikke mere.”
Findes ikke på Youtube
Derfor syntes han, at opgaven med at genskabe de gamle trækonstruktioner i de fredede tårne var meget lærerig.
”I dag ville man vælge den nemme løsning og samle bjælkerne med beslag. Dengang blev de store træstykker naglet og tappet sammen, og jeg synes, at det er udfordrende at få lov til at udføre håndværksopgaver, som er blevet glemt i dag. Det er jo ikke noget, man lige kan gå ind og finde på Youtube,” siger han med et smil.
Selv om opgaven var unik, fortsætter Ulrik Roed med at udføre tømrerarbejde på andre gamle ejendomme, hvor kæmpe træporte, smukke træudskæringer og gamle bjælkegulve hører til hverdagen. Det er dog ikke kun selve håndværket, han værdsætter.
”Jeg kan også godt lide at arbejde her, fordi medbestemmelse, høj sikkerhed og et godt samarbejde med kollegaerne i de øvrige håndværksfag også bidrager positivt i hverdagen,” konkluderer tømreren.
Vil du også være en del af Jeudan?
Hvis du også kunne tænke dig at være en del af Jeudan, så send os gerne en uopfordret ansøgning. Du kan også tilmelde dig vores jobagent. Opret dig som bruger og vælg de fagområder, der interesserer dig, så kontakter vi dig, når der er stillinger, der matcher din profil.
Har du spørgsmål til Jeudans HR-afdeling?
Hvis du har spørgsmål til Jeudans HR-afdeling, kan du stille dem her, og vi vil snarest vende retur til dig. Du er også velkommen til at kontakte Jeudans HR-afdeling på telefon. Ansøgninger skal sendes via vores HR-system og kan ikke sendes via formularen.