Når man bevæger sig rundt i området, sker der pludselig et skift i arkitekturen, når man kommer længere op mod Vester Voldgade. Det skyldes at denne del af området blev saneret i starten af 1900-tallet, hvor gaderne blev udvidet og nye ejendomme skød i vejret. En af de ejendomme, som kom til efter saneringen, er ejendommen Farvergade 17/Løngangstræde 20. Ejendommen blev opført i 1909-10 og er sammen med mange af Farvergades andre bygninger fra den periode tegnet af den selvlærte arkitekt Rogert Møller og hans svigersøn Valdemar Dan. I Farvergade er der derfor stor sammenhæng mellem facadernes udtryk, som generelt er karakteriseret ved de buede vinduer, runde karnapper og trekantsgavle.
Farvergade
Kong Frederik den 2. fik i 1560 opført ”kongens vantfarveri” på det sted, hvor Vartov Hospital kom til at ligge fra 1666. Det var praktisk at den kongelige farvegård skulle ligge her i netop dette område, eftersom der skulle bruges en del vand til produktionen, som kunne hentes fra datidens vandmølle ved Vandkunsten. Som man måske allerede har gættet, er det efter dette farveri, at Farvergade har fået sit navn. Udover at Farvergade sammen med nabogaderne har været centrum for byens bordeldrift, lå der i 1800-tallet også både alderdomshjem og byens skrappeste værtshus. Alderdomshjemmet, som også var en slags fattiggård, lå i den historiske bygning Vartov, og så nært som i nabohuset lå logihuset ”Holger Danske”. Holger Danske tilbød logi til overnattende gæster, men det var skænkestuen, som huset var kendt for. Så selvom Farvergade er kort, har livet i gaden budt på lidt af hvert.
Historien om løngangen
Løngangen blev anlagt i 1618-19 som et led i byens befæstning. Løngangen var en 180 m lang muret dæmning, som skabte forbindelse mellem Bastionen ved Slotsholmen og Bastionen ved Vandkunsten. Løngangen kunne derved bruges som flugtvej, hvis Slotsholmen blev truet, og den fungerede i det hele taget som en civil passage fra Københavns Slot. Under den svenske storm på København natten mellem d. 10. og 11. februar 1659 blev et angreb sat ind på dette sted.
Løngangen var en 180 m lang muret dæmning, som skabte forbindelse mellem Bastionen ved Slotsholmen og Bastionen ved Vandkunsten
Stormen på København den vinternat endte dog ikke med at blive det angreb, som svenskerne havde håbet på. Danske spioner havde forinden fået efterretninger om, at angrebet skulle finde sted, og det var derfor ikke en uforberedt by, svenskerne mødte, da de ankom til København. Ved anlægget af den nye Vester vold i 1667-70 blev løngangen nedrevet, da den nu var blevet overflødig. Men selvom løngangen ikke længere eksisterer, så har den lagt navn til denne gade, og det navn består stadig.
https://www.indenforvoldene.dk/farvergade-17-loengangsstraede-20
Historien bag de gamle gader i Indre By: Sådan har 'de latrinære stræder' fået deres navn - KBH.dk
Asmussen, Jesper. (2018). København Rundt: Byvandringer (2. udg.). Lindhardt og Ringhof.
Larsen, Jørgen. (2010). Gamle København: Historier og fotos fra en svunden tid. Gyldendal.
Farvergade. Ukendt årstal. Fotograf: Oluf W. Jørgensen, Københavns Museum
Ejendomshistorier
Jeudans ejendomme i København
Kunne du tænke dig at blive klogere på historien bag nogle af Københavns ejendomme?
Ejendomme
Hvilken historie skal du eller din virksomhed bygge videre på?
Find dit drømmekontor, butikslejemål eller nye hjem hos os. Udfyld dine søgekriterier og find dit næste lejemål. Vi sidder altid klar til at hjælpe dig, hvis du har brug for råd og vejledning til at finde dit næste lejemål.